Perspektiv på Alder var indbudt af Lederne til at deltage ved Folkemødet i debat om, hvordan man kan “lokke” dem over 50 år til at blive på arbejdsmarkedet. Debatten hed “Vi vil så gerne ha’, at du bli’r lidt længere”. Demografien har ændret sig meget de sidste årtier – og det vil den fortsætte med. Der er brug for at alle bliver på arbejdsmarkedet, så længe det er muligt.
Selvom ledigheden nu er lav, er der stadig ledige hænder på trods af, at virksomhederne efterspørger arbejdskraft. Især blandt dem over 60 år er der langtidsledige. Det er også blandt de 60+-årige, at beskæftigelsesfrekvensen ikke er på niveau med de yngre aldersgrupper.
Blandt dem i job er der dog udfordringer, som gør, at folk taber lysten til at blive i deres arbejdsliv. Det er der mange grunde til: Man kan føle sig aldersmæssigt stavnsbundet, fordi man har svært ved at skifte job. Vi ved fra Lederne, at det var svært at bryde glasgulvet, hvis man er leder over 50 år og måske ønsker at stoppe som leder.
Andre efterspørger nyt syn på talentudvikling og karriereveje, hvor også dem over 50 år bliver inkluderet. Samtidig ved vi fra bl.a. PFA , at en relativ stor del af dem, der går på pension, egentlig gerne ville fortsætte på arbejdsmarkedet, hvis det var muligt at skabe de rigtige vilkår.
Vi hørte fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, at den ældre del af arbejdsstyrken er utrolig divers, og deres behov er meget forskellige, så fremtidens løsninger og tilbud skal have lige så mange facetter, hvis arbejdsmarkedet skal være attraktivt for denne del af arbejdsstyrken.
Vi diskuterede brugen af ordet ”senior”, som mange over 50 år foragter, fordi det lugter af affældighed og rollator. Der kan skabes uhensigtsmæssige billeder af, hvad især yngre ledere forventer af både ansatte og jobsøgere over 50 år. Der er således brug for gode historier og rollemodeller, der kan bryde med disse forventninger.
DA kom med en interessant betragtning, at den aldersmæssigt fastsatte pensionsdato kan have en snublende effekt for den ældre del af arbejdsstyrkens muligheder. Især dem i 60’erne kan blive mødt af et ”Du går jo snart på pension”, som gør at arbejdsgiverne afholder sig fra at ansætte dem. En mulig løsning kunne være at ophæve den faste pensionsalder? Man kunne skabe individuel pensionsalder med individuelle tilbud og muligheder for at nedtrappe arbejdstid og gå glidende over på pension – helt afhængigt af den enkeltes behov.
En løsning fandt vi ikke, men jeg glæder mig over oplevelsen af, at der en vilje for at finde gode konstruktive løsninger.
Tak for en god diskussion, Heidi Robdrup, Mona Larsen, Jesper Brask Fischer, Anne Bou Casals, Erik Simonsen – glæder mig til den videre samtale.
Også tak til Kim Møller Laursen og Berit Toft Fihl (foto kredit) fra Lederne.