Vi inviterer dig til en ny samtale om alder. Diversitet, inklusion og talentudvikling for +50
Vi inviterer dig til en ny samtale om alder. Diversitet, inklusion og talentudvikling for +50
I projektet Seniorarbejdsliv, som bl.a. Aalborg Universitet deltager i, spørger man til arbejdsgivernes holdning til ansatte, der er mellem 30-40 år og 60+, hvordan de ser deres ansatte i de to aldersgrupper.
Ifølge undersøgelser fra Seniorarbejdsliv er der blandt arbejdsgivere holdninger til ansatte over 60 år, som ikke har tilstrækkelig basis i virkeligheden. Men disse fordomme har en uhensigtsmæssig påvirkning (afsmitning om man vil) på synet og forventninger til ansatte, der er yngre end 60 år. Allerede fra 50-års alderen, mærker man, at fordomme sætter ind.
Som regel stammer disse fordomme ikke på viden, men på arbejdsgiveres forventninger til deres ansatte.
Vi vil i fremtidige artikler se på flere af disse fordomme, men i denne artikel er der fokus på arbejdsgivernes forventninger til deres medarbejdere mhp følgende tre områder:
Vi spørger: Er der belæg for disse fordomme?
Af Lone Nordby
I 1977 udgav den unge forsker Arthur Chopley denne kurve, hvor han viste, hvordan man dengang forventede menneskets intellektuelle udvikling og tilbagegang formedes med alderen.
I 1995 begrunder Arthur Chopley, at datidens undersøgelser ikke holdt metodisk:
“Den gængse stereotype opfattelse af forholdet mellem intellektuel produktivitet og alder er, at der er en hurtig nedgang efter omkring 60-årsalderen. Denne opfattelse understøttes imidlertid ikke af resultater fra case-studier eller laboratorieundersøgelser. Når opmærksomheden rettes mod kreativitet, er det stort set det samme: Der er faktisk forskelle i forhold til alder, men kreative præstationer ses (under passende omstændigheder) hos mennesker i alle aldre. Aldersforskelle i kreativ præstation skyldes ikke en generel forringelse, men en kombination af kognitive ændringer, virkningen af eksterne faktorer som sociale normer og interne faktorer som motivation og personlighed. Sådanne resultater antyder måder at opretholde kreativitet, selv efter pensionering!”
Hvordan de kognitive evner har ændret sig, har man set på i Sverige, hvor man fra 1971 begyndte at undersøge de 70-åriges kognitive evner.
Man har set på, hvor hurtigt folk tænker, hvor logisk de tænker, deres rumlige formåen og deres erindringer i billeder.
Årgangene 1901-02, 1906-07, 1922, 1930 og 1944 er blevet undersøgt på samme måde. Disse undersøgelser er foretaget på en sådan måde, at man har kunne registrere ændringerne af menneskets kognitive ændringer over flere generationer. Og resultaterne viser en markant udvikling.
De svenske forskere, der har observeret disse markante fremskridt, konstaterer, at ”70 är det nya 50” . De mener, at de kognitive evner har bedret sig så mege, at 70-årige således er fuldt ud i stand til at varetage job, som man tidligere ville have sat 50-årige til at tage sig af.
Bliver man så mere eller mindre kreativ med alderen?
Forskerne fortæller, at kreativitet og intelligens hænger sammen og der ses først kreativ tilbagegang, når de kognitive evner går tilbage dvs., når/hvis man får demens.
Vilkår, der kan gøre forskellen på mere eller mindre udvikling af kreative evner, er, om man er nysgerrig, har en legende tilgang til opgaveløsningen, og man i takt med at man ældes fortsætter med at beskæftige sig med kreative sysler og hobbier som f.eks. maling, sang og dans. Hvis man samtidig sørger for at holde kroppen i gang og i form, har det ikke kun positiv virkning på fysisk udholdenhed. Også tankevirksomhed påvirkes af disse aktiviteter.
Andre forskere gør opmærksom på, at kreativiteten blomstrer tidligt i livet for nogen og senere i livet for andre. Hvis man tidligt i livet oplever succes med de ting, man foretager sig og holder fast i dem, så er der en tendens til at blive mindre kreativ med alderen. Man skal turde udfordre sig selv eller lade sig udfordre.
Der er jo selvfølgelig mennesker, som holder op med at udfordre sig selv – og det kunne man måske have tendens til at gøre tidligere, da livet var kortere, og der ikke var brug for at man kom med kreative ideer ”Vi kan jo lade de unge komme til – de er så gode til at finde på nyt. Det er jo deres fremtid”.
Men mange forskeres holdning er, at det ikke længere holder. Lad os gentage, at den aldersforskellige kreative præstation skyldes IKKE en general forringelse, men en kombination af kognitive ændringer, virkningen af eksterne faktorer som sociale normer og interne faktorer som motivation og personlighed – ergo det afhænger af den enkelte ligesom hvad Arthur Chopley gjorde opmærksom på i 1995.
Ønsket og muligheden for at være kreativ afhænger af, om man bliver eller selv udsætter sig for aktiviteter, der kan vedligeholde kreativiteten. Og man kan ikke sige, at det er alderen, der bestemmer dette – men rettere det enkelte menneskes personlighed.
Har man mindre vilje til at lære nyt, når man bliver ældre?
Mon ikke lyst og vilje til at lære nyt hænger sammen med nysgerrighed? Og om man er forandringsparat? Men hverken nysgerrighed og forandringsparathed er vel mere et personligt træk end træk, som relaterer sig til alderen?
Ifølge tidsskriftet Forbes lukker man for nysgerrighed, hvis man er typen, der ved alt – eller hvis man er i omgivelser, der gør en usikker. Hvis man føler sig usikker, vil man holde sig tilbage med at undersøge nyt.
Faktisk påpeger forskere på sammenhængen mellem nysgerrighed og at leve et lykkeligt liv ved at vi trives ved vores nysgerrighed, der dagligt at giver os mulighed for at opleve tilfredshed, tilfredshed, undren og glæde. Og det ses også som en indirekte bidragyder til at opbygge vores selvtillid og selvværd – for slet ikke at nævne en følelse af stolthed, præstation, formål og retning i livet. Faktisk kan nysgerrigheden blomstre med alderen: I samme åndedrag, blot i processen med at leve, vil vi lære ting, som vi ikke tidligere havde indset. Og ligesom succes avler mere succes, får vores voksende viden og erfaring tendens til at gøre os mere (ikke mindre) nysgerrige.
Der sker meget med den aldrende hjerne – og det er ikke ting, som nødvendigvis gør det sværere at lære nyt, da hjernen og dens måde at reagere på, er en stor hjælp:
Alle tre punkter ovenfor er til stor fordel, når man skal lære – så der er intet til hinder for, at en person i senkarrieren ikke kan lære nyt.
Behersker man ikke teknologi, når man er 50+, 60+ eller 70?
Digitalisering har haft en meget stor indflydelse på menneskets hverdag – både på arbejde og hjemme i privaten. Fra 1990’erne blev computere udbredt fra at være en dyr og tung maskine, som hele husholdningen delte til at være et stort set nødvendigt værktøj til at udføre helt almindelige daglige gøremål. I samme periode blev mobiltelefonen udbredt i så stor hast, at mange af os i dag har flere af dem.
Ifølge studier fra Google, som kan måle på den slags, bruger seniorer op mod seks timer dagligt på fem forskellige ”devices” (apparater).
Flere eksperter mener, at især perioden under corona gjorde, at den ældre del af befolkningen tog digitale værktøjer til sig. Ifølge internationale tal er det udover bedre bredbånd, større brug af bankservices, er det meget naturligt at anvende digitale møde-services samt Facetime – det sidste bekræftes også på tal fra Danmarks Statistik, hvor især brugen af Messenger og video- og audioopkald er øget fra 2019 til 2022.
Ifølge Google vil den ældre del af befolkningen øge deres forbrug af digitale ydelser og services. Det er også det, som tallene fra Danmarks statistik viser. Så uanset corona eller ej, vil anvendelse af digitale/online aktiviteter blandt den ældre del af befolkningen stige.
Selvom de danske seniorer er blandt de mest digitale i verden – så mener deres kolleger i danske virksomheder, at de ikke behersker teknologi særligt godt.
Der findes internationale undersøgelser, der giver et bud
på, om hvor der er sandheder eller fordomme i de udsagn. Nogle af de pointer, der fremhæves er, at den teknologiske udvikling er sket så hurtigt, at områder og temaer om digitalisering, man undersøgte i går, er blevet uaktuelle og overhalet af tiden i morgen. Det vil sige, at det er svært at give et statisk billede af udviklingen.
Samtidig skabes billeder af, at man ikke er i stand til at håndtere teknologi, også ved, at det er udsagn der gentages igen og igen. Men det betyder jo ikke, at det er en sandhed.
Vi mener, at det er forkert at kalde folk over 50 år for “digitale immigranter”. En immigrant er en person, som bliver sat ned i en ny kultur, som de ikke havde kendskab tidligere. Men det er jo forkert, når man taler om mennesker i 50, 60 og 70 års alderen. De har jo selv, siden de var unge, deltaget i den digitale udvikling. Det er faktisk deres brug og vaner, som er udgangspunktet for, hvordan nutidens digitale services er udformet i dag. Det er derved mere passende at kalde mennesker i 50, 60 og 70’erne for digitale kulturbærere.
Joan Williams bog “Bryd bias” er amerikansk – men indeholder inspiration, som sagtens kan bruges på danske forhold
Første del af vores serie, hvor vi ser på, hvilke fordomme arbejdsgivere har om den ældre del af arbejdsstyrken.
Vi ser på, om det er fair at kalde de 50-, 60- og 70-årige digitale immigranter, når vi selv har været en del af den digitale udviokling
